We’ve updated our Terms of Use to reflect our new entity name and address. You can review the changes here.
We’ve updated our Terms of Use. You can review the changes here.

Marie antoinette elsker kager

by Main page

about

Le Montmartre

Click here: => provbackkesa.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6Mjk6Ik1hcmllIGFudG9pbmV0dGUgZWxza2VyIGthZ2VyIjt9


Ich bin ein Berliner Den 26. Jeg fremlagde denne sandhed for madame la Dauphine når brevene oprører hende og hun var enig, men hun tror at hun ikke er elsket og at hun altid vil blive behandlet med stringens. Det er passende at I begge forbliver gode venner.

I 1683 kommenterede hendes gemal, kong Ludvig 14. Jeg undlod at gå ind, for det er sådan et museum hvor de har impressionisme, og den slags gider jeg ikke se på. Men jeg synes virkelig, at han formåede at indfange det danske efterår i hans stel og i særdeleshed den danske fauna, og så var han desuden en sand kunstner! Når Göering fik færden af kunstskatte, var han klar til at gribe til våben, for at få fingre i dem.

Om Mira

Fastelavn er mit navn. Og det er alligevel mærkeligt, når Fastelavn slet ikke er et godkendt navn i følge Ankestyrelsen. Det er snart fastelavn, og det ganske danske internet bugner med hjemmebagte fastelavnsboller, thi få er bedrifterne, der kan indhente likes og prestige som dette beskedne bagværk. Men hvorfor fejrer vi fastelavn? Hvorfra stammer dette besynderlige kulturelle indslag, der får helt almindelige borgerbørn til at klæde sig ud som en terning og tæve løs på en tønde med et billede af en kat? Altså aftenen før den katolske påskefaste, hvor man faster i 40 dage minus søndage fra askeonsdag til påskesøndag. Det er svært at sige præcis hvornår fastelavn blev indført, men den kirkelige påskefaste blev indført i år 600, og nogle af vores fastelavnstraditioner stammer i alt fald fra middelalderen. I hedenold, disse mørke, ukristne dage, har man fejret forårets komme på denne tid af året fastelavn kan ligge så sent som 1. Religioner kommer og går, men fester er for evigt. Oprindeligt var fastelavn en fest for voksne, hvor de kunne slå sig løs og have lidt spas i det trælsomme liv. Det var først ved indgangen til det 20. Fastelavnsugen består af følgende dage: Flæskesøndag — det er den, vi i dag kalder fastelavnssøndag. Nogle kaldte hele fastelavnsugen for flæskeugen. Gæt selv, hvad man traditionelt set spiste disse dage. På nogle egne havde man en overtro, der dikterede at flæskespisning på flæskesøndag skulle holde ryggen smertefri hele året. Det var nok værd at tage med i en tid, hvor det daglige arbejde sled på ryggen. Samme overtro er også blevet kyndelmisse 2. Flæskemandag — samme som flæskesøndag. Før reformationen, var det i disse dage, man skulle sørge for at få noget kød indenbords, inden fasten begyndte. Nu har vi aldrig været voldsomt puritanske eller rettro i Danmark. Det var vi heller ikke dengang, men rigtig mange danskere har alligevel været tvunget til at faste på denne tid af året, uagtet hvilken version af kristendommen kongen måtte tilslutte sig. Rugmelsgrød, det var en ting. Så man benyttede disse fastelavnsdage til at skrabe de sidste kødrester ud af fadeburet og holde sig en lille fest. Hvide Tirsdag — opkaldt efter traditionen med at spise hvid, fed mad. Hvedebrød, mælk, æg og smør, hvis man kunne. Hvis det skal være helt rigtigt, er det altså denne dag, man spiser fastelavnsbollerne. Nogle steder fik man også pandekager — en tradition, der i dén grad er blevet hevet frem i de senere år. Askeonsdag — en noget mere nederen dag. Askeonsdag var og er stadig første dag i den katolske faste, og en dag man skal bruge på at angre og gøre bod og gå i kirke. Hvis man er heldig, får man malet et askekors i panden. Generelt er askeonsdag billedet på alt, der afholder mig fra at bekende mig til en religion. Det er disse dejlige og knap så dejlige dage, jeg vil skrible om i den kommende uge. Fastelavnsoptog, katte i tønder, fastelavnsløjer og overtro. Fastelavnsbollens historie vil der også være noget om, og opskrifter, både på boller op og boller ned. Moderne fastelavnsboller, og de gamle, fine hvedebrød. Begynd allerede nu at købe smør. This entry was posted on 31. Nu har jeg efterhånden fået overstået de værste sukkerabstinenser fra turen til Paris. Min krop kunne ikke helt forstå at den ikke længere blev fodret med fornemme franske kager to gange om dagen. Der var gråd og der var afsavn, men heldigvis var der også lidt chokolade at gnave i. Det er tid til at kigge tilbage på Ugen i Kage, de gode, de dårlige og de virkelig fabuløse. De Virkelig Fabuløse Creme de la Creme — kager, der er værd at tage en omvej for at købe. Pain de Sucre — Fleurs du Thé Pain de Sucre — Fleurs du Thé Pris: ca. Det er en tærtebund, lidt syltet appelsin, lys earl grey ganache, og earl grey mousse. Jeg er stor fan af Earl Grey te og jeg er stor fan af denne kage. Bortset fra pynten — rå appelsinskræl og teblade? Giv os noget pynt, man i det mindste kan spise. Det er en eclair aflang vandbakkelse med flødecreme proppet med hasselnøddepraline nødder, der er ristet i sukker og blendet. Det bliver nemt en meget tung og fed omgang, men Un Dimanche havde fundet den gyldne balance, og der var en nogenlunde tilpas mængde creme. Det var en god morgenmad. De Gode Dem, der er værd at købe, hvis man alligevel er i området. Den var præcis som en baba au rhum skal være, fuld af rom og væde. Så meget væde at bunden af kagen var fuldstændig opløst af lage med mængder af rom. Det trak lidt ned i den samlede oplevelse, men jeg kunne snildt lokkes til at købe den igen. Jeg kan godt lide macarons, især dem med kaffe. Jeg har dog aldrig praktiseret noget større indtag på mine pariserture, fordi jeg foretrækker at bage dem selv. Denne gang havde jeg dog ladet mine nærsynede øjne falde på en grapefrugtmacaron fra Pierre Hermé. Jeg elsker grapefrugt, og nu jeg alligevel stod og bestilte, kunne jeg ligeså godt snuppe et par forskellige. Dette var, fra øverst til nederst, en Jardin Pamplemousse med grapefrugt, nellike og muskatnød. I midten en Montebello med pistacie og hindbær. Nederst en Mogador med mælkechokolade og passionsfrugt. Den eneste, der ikke smagte godt, var Montebello. De andre var absolut spisbare. Ligesom alle andre franske konditorier har det. Uanset hvor jeg har været, tror jeg faktisk aldrig det er lykkedes mig at spotte en montre uden en citrontærte. I sandhed en klassiker! Og denne udgave er en af de rigtig gode, ikke for syrlig og ikke for sød, sprød bund og lækkert udseende. Nu har jeg lyst til citrontærte…. En vandbakkelse med hasselnøddepralinéflødecreme dejlig langt ord. Cremen var helt i orden og vandbakkelsen var dejlig, med sin hat af craquelin med hasselnød. Og nu er det ikke fordi jeg skal opfordre nogen til at være nærig med kagerne, men der var ca. Men en rar død. De Dårlige Disse kager behøver man ikke give sig i kast med. En alt for mørkebrun tærtebund med knastør, smuldrende pistaciemasse. De er meget smukke, men de smagte dårligt. Karamelcremen i Caramel Beurre Salé var brændt og i Vanille Noix de Pécan var nødderne harske og cremen oversukret. Hvis det havde været gode eclairs, havde jeg spist mig gennem hele deres sortiment, for det er en af mine yndlingskager. Sådan skulle det ikke gå, og det var måske meget godt. This entry was posted on 25. Un Dimanche à Paris — Tartelette Citron — Kage til morgenmad — igen. Denne gang fra Un Dimanche à Paris, en vældig strømlinet og fancy tartelette citron. Eller, som vi kender den herhjemme, en lemon meringue pie. Perfekt, det var hvad den var. Syrlig creme, sød marengs, smukt håndværk og jeg er vild med de små gule dippedutter af citron, der ligger i marengsen. Citrontærte med marengs på toppen er noget nær den fuldendte dessert, hvis du spørger mig. Jeg har ladet mig fortælle, at jeg er kommet til at give det indtryk, at rigtig mange af kagerne har været noget værre bras, og jeg kan godt forstå det — jeg har brokket mig en del. Men jeg kan forsikre om at der er blevet indtaget mange superlækre kager, det er bare ikke alle, der er vist her. Kagerne får deres helt eget indlæg i løbet af et par dage. Men jeg glædede mig til at komme hjem til kæresten. Det var noget andet da vi var i New York sammen. Der skulle jeg bæres ud i flyet. Så må vi se om det lykkes mig at hage mig fast derovre. Sætte et anker i Space Needle eller noget. Måske gå undercover som hipsterbarista. Hvordan ser en kvindelig hipster ud? Chokolade fra Alain Ducasse. Det er fyldte chokolader med forskellige slags nøddefyld, og det er så fucking godt at jeg længes efter hver parisertur, når æsken er spist. Næste gang køber jeg den helt store. Det er lidt et miljøsvineri… — Fancy poser. Der er en del af konditorierne hernede, der pakker kagerne ned i poser, der mest af alt minder om dem, man får i modebutikker. De der tykke, flotte gaveæskeagtige poser, der har snorehank og kan stå selv. Dem fik jeg samlet en hel del af i løbet af ugen. Jeg valgte dog at undlade at tage dem med hjem. Det krævede lidt snilde at få pakket kufferten. Der skulle være plads til et par franske kaffeskåle. Jeg elsker at drikke kaffe af skåle. Det gjorde vi også i Danmark i gamle dage. Bønderne gjorde i alt fald. Fleurs de Thé, Pain de Sucre — Kage til morgenmad. Det var den jeg gemte fra Pain de Sucre. Fleurs de Thé hedder den, og består af en tærtebund, lidt syltet appelsin og lys earl grey ganache, indkapslet i verdens bedste luftige dyne af earl grey mousse. Omend nogen skal have slag for at pynte en kage med teblade. De små fuckere er svære at pille af. Jeg er ved at være lidt splatten af at gå så meget og se så meget og spise så meget kage. Jeg har spist kager, jeg ikke engang har vist på bloggen endnu. Når jeg kommer hjem, laver jeg en kavalkade over kager og konditorier, komplet med anbefalinger og advarsler. Der var et par stykker jeg ikke nåede denne gang, men Paris har en stående plads på listen over fremtidige rejsemål, så det bliver næste gang. Et stormagasin, jeg nær aldrig var sluppet levende ud fra. I guder for et cirkus. Og jeg kunne ikke finde udgangen! Dørene fungerer ikke normalt i Paris for tiden. De er jo i højeste terrorberedskab, og derfor er både ind og udgange til stormagasiner, museer osv begrænsede og bevogtede. Man skal vise tasken når man går ind, og nogle af udgangene er spærret af. Jeg ville have besøgt et konditori, der ligger et sted derinde, men det lykkedes aldrig at finde det. Istedet tog jeg ned til Pierre Hermé. Pierre Hermé — Ispahan — Ispahan! Han udviklede kræet for mange år siden, og beholdt den stædigt i sin kagemontre, selvom den ikke solgte specielt godt. Men lige pludselig, bom, så blev den populær, og det er med rette. Det er en brilliant kage. To store macarons med litchi, rosenflødecreme og friske hindbær. Det er denne kage, en del af de andre store konditorer har lavet deres egen version af. Jeg har vist et par stykker af dem i løbet af ugen, men Ispahan er og bliver min favorit. Pierre Hermé — Croissant Ispahan — En croissant. Sjovt nok den første, jeg spiser hernede. Da jeg stod og skulle betale for min Ispahan, sagde den rare dame, at de også havde en croissant, der hed Ispahan. Det var en ordentlig bamse af en croissant, glaseret med rosenglasur og drysset med frysetørret hindbær i så store mængder, at det faktisk havde en funktion jeg hader ellers de der små gnallinger, der bare ligger og glor, f. Indeni var der en slags mandelmasse med rose, hindbær og litchi. Det var ret godt. Pierre Hermé kan godt lide at tage et koncept, som her er rose, litchi og hindbær, og så bare lave ALT muligt med den smagsprofil. Lige nu kan du f. Du kan også få: En Ispahan croissant, en skærekage, en sorbet, en vaffel, müsli, marmelade, frugtflæsk, te, karameller, fransk nougat og en bog. Sidste november kørte han et flip med signatursmagen Satine, det var flødeost, appelsin og passionsfrugt. Den bryder jeg mig dog ikke så meget om. Det smagte mest af passionsfrugtsyoghurt, og det kan jeg få billigere i supermarkedet. En typisk kage fra Pierre Hermé koster 56 kroner, så det er absolut ikke gratis på nogen måde. Croissanten fik jeg dog for kun 15 kr, hvilket iøvrigt stadig er en ret høj pris at betale for en fransk smørcroissant. Knogle fra Sankt Et-Eller-Andet — Notre-Dame. Vi taler bispestave og nadverkalke og ciboria fancy brødkasser til oblaterne og krucifikser i guld, sølv og ædelstene. Og mens jeg godt kan værdsætte håndværket bag sådan noget guldfikkumdik, så synes jeg i bedste fald at det er kedeligt og i værste fald at det er tudegrimt. Det er også derfor jeg aldrig gider se kronjuvelerne, når jeg er på Rosenborg. Det, der alligevel fik drevet mig ind i skattekammeret var tanken om relikvieskrinene. Dem var jeg sikker på, at de havde nogen af. Relikvier er en af de mest bizarre katolske skikke. Det er knoglestumper fra helgener, som opbevares i smukt dekorerede skrin eller i lige så smukt dekorerede rammer. Nogle relikvieskrin har knogler fra adskillige helgener, og der er ingen garanti for at de er ægte. Man mener at relikvier beskytter og måske endda frembringer mirakler. Enhver katolsk kirke med respekt for sig selv, har knoglestumper begravet i hvert eneste alter, og de kan have MANGE altre i sådan en kirke. Stephansdom i Wien har 18 + sidekapellerne. Vi kender skikken fra længe før kristendommen selvfølgelig, fristes man til at sige , men katolicismens relikviedyrkelse er virkelig noget for sig. Det er ikke bare en skik, man havde i gamle dage — den er der endnu og den er aktiv. Sankt Dørmåtte Thérèse af Lisieux turnerer f. Og selvfølgelig skuffede Notre-Dame ikke. Der var knoglestumper overalt. Notre-Dame de Paris, detalje. Det er ting som disse, der gør at jeg elsker gotiske kirker. Og prøv bare at tænke på mængden af arbejde. Vi ser kirken som en prægtig helhed, men de her fine detaljer, udhugget i sten, repræsenterer hver især et stort arbejde for den enkelte stenhugger. Og der er masser af dem. Hver enkelt søjle med snirklet hat, hver enkelt krølle ved foden, i alle hjørner, i loftet og på væggene, hver er de et stykke arbejde i sig selv, skåret eller hugget i hånden. Og så kommer interiøret… for slet ikke at tale om bygningen i sig selv, der må siges at være en af de få ægte videnskabelige triumfer fra Nordeuropas middelalder. Pierre Hermé macarons — Jardin Pamplemousse, Montobello og Mogador — Macarons. Dem har jeg heller ikke fået spist nogen af. Og af en eller anden årsag har jeg aldrig smagt macarons fra Pierre Hermé. Det var ellers ham og Laduree der gjorde de små svin så populære. Men nu skulle det være, så jeg købte tre forskellige. Øverst en Jardin Pamplemousse med grapefrugt, nellike og muskatnød. I midten en Montebello med pistacie og hindbær — den var mærkelig. Nederst en Mogador med mælkechokolade og passionsfrugt. Hvem skal nu lave lækker, overdådig kage til mig? Skal jeg henvises til slatne hindbærsnitter og tåbelige forsøg på fransk konditorkunst? Livet er i sandhed uretfærdigt. Men jeg kunne jo også spise noget rigtig mad. This entry was posted on 19. Jacques Saly — Amor — Louvre. Det var søndag, og jeg trængte til at svælge i talentfulde kunstnere og håndværkeres arbejde fra længst svundne tider. Ikke mine, bevar mig vel, men andres. Jeg ved godt at det er harmløst og på ingen måde rager mig, men når jeg ser dem stå der foran en fancy statue og så lige stikke andenæbbet ud og holde telefonen op, så får jeg en umådelig lyst til at gå hen og trykke læberne ind i fjæset på dem igen. Engang sad jeg i et fly og dimsede, da personen i sædet foran mig pludselig hev kameraet frem og begyndte at tage selfies med trutmund — på et fly! Med sædet som baggrund! Det var en lille knaldpotte på vej til Prag. Jeg nåede knap at drikke min kaffe før vi var landet igen. Jeg forstod det ikke, men det er heller ikke alt i verden, jeg skal forstå. Måske havde hun lige fået en ny kæreste, der ikke kunne leve uden synet af hendes fremskudte læber. Her stod man foran en smuk, sort ægyptisk sarkofag, 3000 år gammel. Der stod en voksen mand og hev og flåede i en ægyptisk sarkofag! Jeg skulle lige til at skælde ud, da hans kæreste sendte ham jordens ondeste øjne og så stoppede han. Hvem fanden gør sådan noget? Altså udover 3-årige børn, der ikke er blevet opdraget? Tøffede han lige over og tegnede overskæg på en Vermeer bagefter eller hvad? Ægte harm, det var det jeg var. Statuer, vægmalerier, loftsdekorationer, you name it. I dette tilfælde er det 4 figurer, der repræsenterer 4 lande, som Frankrig tævede i en eller anden krig. Mon ikke det helt generelt er et eller andet storslået herskersyndrom, der ligger til grund for de mange stakler afbilledet i 16- og 1700 tallets kunst? Kunsteriske fremstillinger var en vigtig del af kongens propagandamaskine. Lidt ligesom Facebook er det for almindelige mennesker i dag — man fabrikerer det billede, man ønsker omverden skal se. Da Marie-Antoinette faldt i unåde hos det franske folk, forsøgte man for eksempel at reparere på sagerne ved at lade hende afbilde som en beskeden og kærlig moderfigur. Det virkede så ikke, men hey, det var forsøget værd. Pain de Sucre — Tarte Framboise-Pistache — Kage. Jeg prøvede et nyt konditori, Pain de Sucre. Det lå lige på vejen hjem fra Louvre, altså hvis man tog en omvej. En Tarte Framboise-Pistache blev det til. Essentielt set en pistaciemazarin med frisk hindbær på toppen. Det kunne have været godt, hvis ikke den stakkels tærte havde været så groteskt overbagt, at den var tør og uspiselig. Jeg åd hindbærrene og kylede resten ud. Der var en kage mere, men den skulle agere morgenmad dagen efter. Kage til morgenmad er noget man skal unde sig selv en gang i mellem. Det er sundt for sjælen. This entry was posted on 18. Ikke La Defense, men Hôtel des Invalides. Jeg glemte at tage billeder i La Defense fordi jeg er en idiot. Da jeg første gang besøgte La Defense i 1995, var det på en bustur til tonerne af noget virkelig outreret Jean Michel Jarre musik. Det var så absolut noget af det mærkeligste jeg i mit dengang 14-årige liv havde set, og jeg havde endda været i Sverige to gange. Gensynet var lidt skuffende. Jeg så langt sejere højhuse i New York i sommers. Men man skal være et skarn om man sidder i Paris og ønsker sig til New York. I stedet måtte jeg udforske Auchan. Et to etagers supermarked. Mad forneden, resten af Bilka foroven. En hel, lang kølemontre kun med yoghurt. Jeg elsker franske supermarkeder. Jeg købte ikke så meget, for jeg havde planer om at slæbe kage med hjem på hotellet, så jeg kunne holde en hurtig frokost med dessert, inden jeg atter begav mig ud i den parisiske lørdag. Men det blev til nogle små tørrede pølser, som visse personer hjemme i Danmark venter tålmodigt på at jeg slæber med hjem. Og et gaffel-kniv-ske-sæt i en skrigende blå farve. Sadaharu Aoki — Zen — Kage. Fornemmer nogen et tema for turen her? Jeg æder kage hver eneste dag, her i Paris. Det er så sjældent at jeg får mulighed for at svælge i virkelig dygtige konditorers håndværk. Her er Paris bare leveringsdygtig som ingen andre byer, jeg har været i. Til gengæld er de forholdsvis skodderen til chokolade. Det betyder dog ikke at alt, man køber er guld, heller ikke selvom man holder sig til de store navne. På denne femte dag gik turen f. Ovenstående kage hørte til sidstnævnte. Den bestod af hvid chokoladecreme, sort sesamcreme, sesambisquit, grøn te dacquoise og en lille grøn te macaron på toppen. Det kunne have været så godt, men det var alt, alt for sødt. Det sorte sesamlag var gummiagtigt, hvilket gjorde det til en virkelig ubehagelig oplevelse at spise den. Og så hed den endda Zen. Jeg blev sgutte ret zen af den. Sadaharu Aoki — Tarte Caramel Salé — Mere kage. Efter at have kylet Zen i skraldespanden på en afslappet og mindful facon, trak jeg en ny kage op ad æsken. Tarte Caramel Salé, en tærte med et lag saltet karamel og en mælkechokolademousse på toppen. Her må man sige at alle komponenter var velsmagende og veludførte. Problemet var bare, at når man satte dem sammen til en kage, så blev det så hvinende sødt, at det var umuligt at spise den. Endnu en kage i skraldespanden. Jeg havde en tredje kage i æsken, men jeg turde næsten ikke spise den. Skuffet gemte jeg den væk til senere og daffede ud i verden igen. En beskeden lille sarkofag til Napoleon Bonaparte. Jeg har læst at der er SYV kister indeni. Sidstnævnte er Napoleon Bonapartes gravkirke. Eller rettere, gravkapel, for bygningen er en seperat del af en større kirke, oprindelig ment som den kongelige del, seperat fra soldaternes. Senere blev Napoleon så begravet derinde, og der blev lukket helt af mellem de to afdelinger af kirken. Nu ligger der masser af militærpersonligheder begravet, men ingen så pompøst som kejser Napoleon. Hans grav ligger i en enormt stor åben krypt i en gigantisk sarkofag. Det kunne jeg muligvis have sagt mig selv. Jeg synes bare ikke det er spændende. Efter 5 dage i Paris har man set rigeligt militær med store fede våben, så jeg havde allerede fået stillet min ikke-eksisterende trang til mænd i uniformer skulle jeg nok lige hilse og sige. Det er iøvrigt en mærkelig oplevelse at — grundet de til tider ekstremt snævre fortove — være nødt til at gå så tæt på, at de lige må rykke deres våben til side, så jeg kan komme forbi. Jeg kan ikke lide våben. Men med tanke på terrorangrebene er det forståeligt at de er der. Så et decideret militærmuseum — det var en fejlkalkulation fra min side. Men jeg kunne lide at bygningerne oprindeligt blev opført helt tilbage i 1676 som et hospital og plejehjem for veteraner. Hvis man insisterer på at sende folk i krig, så skal man også passe godt på dem, når de kommer hjem igen. Sadaharu Aoki — Symphonie — Mere kage. Den sidste fra Sadaharu Aoki lå og ventede derhjemme, så jeg slog korsets tegn for mig og stak gaflen i. Og hvilken fryd det var! Englene sang i mine øren. Mellem to store velbagte makroner og en krans af friske hindbær lå den blødeste Earl Grey creme brulée omsluttet af violflødecreme. Arh men for helvede det var godt. Symphonie, hedder kagen, og hvis du er i Paris, skal du købe den. Jeg overvejer om jeg kan nå en mere, inden jeg skal hjem. This entry was posted on 17. Baba chantilly fra Stohrer, — At finde rue Montorgueil og målet: Stohrer. Det ældste patisserie i Paris. Stohrer hamselv var polsk import. Der skete nemlig det, i 1723, at den franske konge, 15 årige Louis XV, var noget så grusomt ugift og så blev han syg! En ugift konge, der døde uden at levere en arving, det kunne man ikke have. Altså, han overlevee ganske vist, men man kunne jo aldrig vide hvor længe han endte med at blive 64 år gammel. Derfor, efter meget politisk parlamenteren, snupsede man i 1725 den polske prinsesse Marie og fik hende gift med kongen og gjort med rogn, så hun kunne producere en arving. Og det gjorde hun da også, problemet var bare at arvingen døde, før han blev konge, så det blev Maries barnebarn, der fik æren. Det var så ham, der senere havde et møde med guillotinen og blev et hoved kortere. Men tilbage i 1725 fik Marie sin faders hofkonditor med sig til Frankrig. I 1730 åbnede han sin egen biks, og her opfandt han sågar den så skønherlige kage, baba au rhum, som jeg også skrev lidt om i går. Denne baba au rhum måtte jeg naturligvis smage, og den var i sandhed en fornøjelse. Ja, hvis man lige ser bort fra den centimeter sukkerlage, der lå og sejlede rundt i bunden. Det måtte jeg lige hælde fra. Den ligner lidt et næb. Denne så traditionelle kage af vandbakkelsesdej med hasselnøddecreme, ja den har de hos Stohrer gjort ganske utraditionel. Istedet for at være formet som en ring, som den burde være, er den lavet om til en eclair! Sikke noget omvendt noget. Men den slags er jeg en sucker for, så jeg købte den. Desværre var hasselnøddecremen alt for tung og tør. Det var næsten som at spise peanutbutter, altså bare med hasselnødder istedet. Så det var ikke noget hit. Jeg tænker, derfor er jeg… en kage. Det er ham med skulpturerne. Den første udgave er på Musée Rodin, og her måtte jeg mønstre megen tålmodighed. Det viste sig nemlig at der var andre end mig, der ville fotografere denne nøgne, tænkende mand. Utroligt hvad man skal finde sig i. Det krævede viljestyrke at forblive udendøre længe nok til at placere mig på Champ de Mars ved skumringstid. Her kunne jeg observere et lysende Eiffeltårn mod en himmel, der blev mørkere og mørkere og en aften, der blev koldere og koldere, mens jeg ventede på at klokken skulle blive 18, og det første lysshow kunne begynde. Da klokken endelig slog 18 og Eiffeltårnet begyndte at blinke lystigt, var der nogen, der ikke lige havde fået læst om den del i turistguiden. Men det var smukt, Blinketårnet, også selvom det var så koldt at mine fingre til sidst var for frosne til at trykke på knapperne på kameraet. Turen hjem foregik kun halvt bevidst, så træt var jeg. På en eller anden måde lykkedes det mig at handle lidt aftensmad og vågne nok op til at spise den. Og så kunne jeg jo lige se næste blinkesession fra hotelværelset. Jeg bliver nok aldrig helt træt af det. This entry was posted on 16. Jeg daffede ind i den lokale Monoprix, købte en paraply og vupti, tørvejr. I sandhed en magisk paraply. Åh så godt det var. Hôtel de Ville, Paris. Her kan man tale om en bygning, der har været centrum for en del konflikter og oprør. Rådhuset blev besat flere gange og brændt næsten helt ned af revolutionære oprørere i januar 1871. Men de var ikke færdige med at være sure, og da slet ikke i Paris. Julirevolutionen i 1830, Junioprøret i 1832, Februarrevolutionen i 1848 og så Pariserkommunen i 1871. Efter at have kvast det sidste oprør noget så eftertrykkeligt, blev regeringen enig med sig selv om at Paris vist ikke var voksen nok til at have eget bystyre, så mellem 1871 og 1977 havde byen ingen borgmester — den blev styret af regeringen i stedet. Så kunne de vel lære det. Men yndig var hun jo. Hun er umådeligt populær, især i Frankrig fordi hun var fransk , så der er statuer af hende overalt i kirkerne. Hendes mål i livet var at have så meget tilfælles med en dørmåtte som overhovedet muligt. Denne gang fra Carl Marletti, en af mine absolutte favoritter når det gælder fransk konditorkunst. Marie Antoinette fra Carl Marletti — Dernæst en Marie Antoinette. To store macarons med rosenflødecreme, hindbærcoulis og friske hindbær imellem. Det var også godt. Rose og hindbær, i sandhed en awesome kombination. Den var dog lidt til den tørre side. Mere creme havde været bon. Og om det lykkedes, det kan du læse i morgen. This entry was posted on 15. Damen på toppen hedder Marianne og er symbolet på den franske republik — Frihedsgudinden. Statuen på Place de la Republique var ét stort mindesmærke med lys og tegninger og blomster og flag og digte og, well, politisk propaganda og grafitti. På mine tidligere pariserture har jeg været all about museer og kirker og stort set ikke brugt tid på bare at gå rundt og glo. Så det gør jeg denne gang. Mine ben er blevet ca. Det var nogle sure måger, der ikke ville fotograferes. Det er de sejeste fugle i verden. Disse parisermåger sad og klattede på bassinkanten i Jardin des Tuileries, en gammel royal park, der blev grundlagt helt tilbage i 1564. Der fulgte også et slot med, men det røg i den franske revolution sammen med hovedet på Louis d. Og det var synd, for det var et pænt slot, men franskmændene blev ved med at invadere det under de mange efterdønninger af revolutionen, så til sidst rev de lortet ned, for man kunne ikke blive ved med at gå og lappe på det. Heldigvis lod de Louvre stå. Vig bort fra de skarpe hove! Og hvis man kigger under maven på dyret, kan man tydeligt se at det er en hingst. Jeg undlod at gå ind, for det er sådan et museum hvor de har impressionisme, og den slags gider jeg ikke se på. På den anden side har de også en masse meget smukke skulpturer i klassisk stil — I ved, dem, der rent faktisk ligner det, de skal forestille. Så måske skulle man alligevel… O Eiffeltårn, O Eiffeltårn, du virker noget vakkelvorn…på den anden side har det stået der siden 1889, så det er nok rimelig stabilt. Mand, det var rart endelig at være nået frem. Tårnet var sidste stop og jeg havde gået de fleste af mine 20 kilometer på dette tidspunkt. Hvis jeg havde haft ret mange flere kræfter i mine små ben, så kunne jeg have købt mig en billet og være tøffet op i tårnet. Der var stort set ikke nogen kø. Men jeg nøjedes med at at tage billeder. Ingen fotografer fik hold i nakken under tilblivelsen af dette billede. Det krævede en del småbitte skridt at placere sig helt korrekt, så man stod direkte i midten, men jeg tror det lykkedes. Så kunne jeg atter forundres over hvor utroligt pæn sådan en stor bunke jern kan være. Man kan mene hvad man vil om Eiffeltårnet, men det er og bliver en utrolig bedrift, der krævede stor ingeniørkunst at bygge. Ligesom de gotiske katedraler. Klokketårnet befinder sig kun lige over 10 meter fra mit vindue. Første dag i Paris var: — At stå op klokken 3. Jeg var i lufthavnen så tidligt, at Starbucks ikke engang var åben endnu, men så gik jeg bare på Baresso. Og sov i flyet. Infiniment Café fra Pierre Hermé. Så kan man tale om at føle sig akavet. Jeg kan bedst lide at være sådan lidt anonym-agtig, især når jeg rejser alene. Denne runde dimmerlade var helt fantastisk. Vi taler sprød tærtebund belagt med en kaffevædet kiks, et tyndt lag kaffeganache og en ordentlig dyne af kaffemousse. Jeg overvejer at erstatte min obligatoriske morgen-cafe au lait med denne kage. Det bliver muligvis et problem når jeg rejser hjem til Danmark igen, men flytransporten er jo trods alt opfundet. Jeg elsker kombinationen af rose og hindbær når det gælder kage. Laduree plejede at være et rigtig godt sted at købe sig noget godt gedigent konditorhåndværk, men jeg synes de er begyndt at falde lidt af på den… og det gælder også betjeningen. Men den var nu meget god. Efter at have brækket! Den famøse og berømmede glaskuppel i Galeries Lafayette. Her drak jeg kaffe med udsigt til denne fabuløse kuppel. Åh så pæn den var. Det var altsammen vældig fint og vældig dyrt og jeg købte ikke noget af det. En tur ud til La Grande Epicerie blev det også til, og her købte jeg rent faktisk noget — et brød. Til sidst daffede jeg i Monoprix og købte noget rigtig mad. Det er så koldt, at jeg kan have en lille sort køletaske stående ude på den franske altan. Jyde-køleskabet, som jeg kalder det. Det er smart, når man bor på hotel uden køleskab. Men kun om vinteren. Jeg gik hastigt kold, men ikke før jeg havde ligget på sengen og set Eiffeltårnet glimte og blinke sig gennem sit lysshow. At være i Paris er luksus. This entry was posted on 13.

Prinsen finder madame l'Archiduchesse meget charmerende. Men jeg mener at jeg har god grund til at føle mig ret sikker. Gud har givet dig så mange nådegaver, sådan en sødme og en føjelighed, så alle må elske dig... Gode kager skal være tilpas søde, tilpas bløde, og så må de jo også godt være flotte at se på. Jeg giver dig min velsignelse og jeg er altid din trofaste moder. Jeg kan bedst lide at være sådan lidt anonym-agtig, især når jeg rejser alene. Baba chantilly fra Stohrer, — At finde rue Montorgueil og målet: Stohrer. Kejserinden er højst bekymret og Marie Antoinette lukker ørerne.

credits

released January 2, 2019

tags

about

bellluftmakit Fayetteville, North Carolina

contact / help

Contact bellluftmakit

Streaming and
Download help

Report this album or account